Foreningen
Music Crosses Borders er skabt af Anders Bøving Petersen
fra Åbyhøj. Den 29-årige pædagogmedhjælper begyndte i
oktober sidste år arbejdet med foreningen, som officielt
kom til verden i marts.
Music Crosses Borders vil give danske amatørbands
muligheder for at spille i andre europæiske lande.
Ligeledes skal udenlandske undergrundsbands besøge
Danmark.
- I første række gælder det om at hjælpe musikere fra
den rytmiske musiks vækstlag til at komme videre. Som
amatør er det meget svært at få økonomisk hjælp til at
arrangere koncerter i udlandet, og derfor får mange
bands aldrig afprøvet potentialet. Det skal Music
Crosses Borders være med til at ændre, siger Anders
Bøving Petersen.
Foreningens første arrangement finder i aften sted på
Gyngen i Mejlgade. De polske bands Leniwiec og Akurat
skal løfte premieren, og grupperne fortsætter fredag og
lørdag med to koncerter i København.
I slutningen af måneden tager de danske grupper The
Movement og Toybomb til Warszawa i Polen for at spille.
En satsning De polske grupper består af i
alt 15 personer medregnet chauffører og scenefolk.
Udgifterne til arrangementet er i omegnen af 30.000
kroner, som skal hentes hjem fra billetsalget ved de tre
koncerter.
Anders Bøving Petersen har søgt en række fonde og
puljer om penge, men det er ikke lykkedes at få en
eneste krone. Derfor har han og de tre øvrige medlemmer
af bestyrelsen oprettet en kassekredit til formålet.
- Det er selvfølgelig en satsning. Men vi begynder
helt fra bunden, og ser kassekreditten som en
investering i foreningen. Som ukendt forening er det
vanskeligt at få penge nogle steder fra. Det ændrer sig
forhåbentlig, når vi har bevist vores værdi med de
første koncerter, påpeger Anders Bøving Petersen.
Folkene bag Music Crosses Borders håber, at
entreindtægterne kan betale udgifter ved de kommende
arrangementer i Århus, København og Warszawa.
Desuden har foreningen stadig et par ansøgninger hos
mulige bidragsydere.
Vil bygge bro Indtil videre er den kommende
udveksling af musik mellem Danmark og Polen det eneste
indslag på 2002-programmet hos Music Crosses Borders.
Men i bestyrelsen spirer allerede ideer til næste års
begivenheder. Øverst på listen står et arrangement med
danske og tyske musikere.
For Anders Bøving Petersen handler foreningen også om
at skabe forståelse mellem forskellige kulturer.
Eksempelvis er de to bands ved aftenens Århus-koncert
hyret via en antiracistisk organisation i Polen.
Med en fortid som både musiker og aktiv i
Mellemfolkeligt Samvirke er initiativtageren sikker på,
at musik kan bygge broer.
- De seneste år har jeg læst på flere
uddannelsessteder, og alt den teori gav mig lyst til at
lave noget tættere på virkeligheden. Med Music Crosses
Borders har jeg fået medansvar for noget konkret og
konstruktivt, forklarer Anders Bøving Petersen.
Gyngen, Liniwiec og Akurat, i aften, klokken
22.00
|